Tove Jansson On The Creative Process (via Moomintrolls)

Jeg har genlæse seks af Tove Jansson's Moomintroll bøger nu, at børnene i serien, hvor hun er mest kendt. Når jeg har lavet min vej gennem de sidste to, jeg planlægger en omnibus undersøgelse, som jeg vil prøve at formidle den magi, der har mig elske dem endnu mere som en voksen, end jeg gjorde som barn. (Måske burde ikke komme som nogen overraskelse, da det var min seneste strejftog ind i hendes usædvanlige voksne fiktion, som har sendt mig ud på denne sejlads genopdagelse ⎯ hvis du endnu ikke har læst Jansson mest nylig oversat voksen roman, The True Deceiver, gå og Få dig en kopi med det samme!) I mellemtiden, selv om, jeg ønskede at dele en smule af Mumitrolde univers med dig, ved hjælp af et par stykker fra \ "The foråret Tune, \" den første historie i Tales Fra Moominvalley:

\ "Det er den rigtige aften for en melodi, \" Snufkin tanke. En ny melodi, ene side forventning, to dele forår sorg, og for resten lige store glæde af at gå alene, og liking det.
Han havde holdt denne melodi under hans hat i flere dage, men havde ikke helt turde at tage det ud endnu. Den skulle vokse ind i en slags lykkelig overbevisning. Så han ville simpelthen nødt til at sætte hans læber til mundharpe, og alle de noter ville hoppe straks ind i deres steder.
Hvis han slap dem for tidligt, kan de sidde fast korsvejen og kun at foretage en halv-god melodi, eller han kunne miste dem helt og aldrig være i den rette stemning til at få fat i dem igen. Tunes er alvorlige ting, især hvis de skal munter og trist på samme tid.
Men denne aften Snufkin følte snarere sikker i sin melodi. Det var der, venter næsten fuldvoksen ⎯ og det ville være det bedste, han nogensinde er lavet.

Selv om det handler om sangskrivning frem historie skrivning, det er en skildring af den kreative proces, og ensomhed, inden for hvilken det ofte bedst udfolder sig, at genlyd med mig. \ "Den store glæde af at gå alene og lide det. \" Hvor dejligt er det? Er det noget, at jeg elsker disse bøger?